Det er ikke fordi der er noget i vejen med de visioner Danske Regioner havde, da de i marts 2009 lancerede sloganet "psykiatri i verdensklasse". Det mangler da bare, at vi - skatteborgerne - der lever i et land med verdens højeste skattetryk ikke kan få det bedste inden for sygdomsbehandling, når vi eller vor børn bliver syge. Men der er meget langt fra visioner til virkelighed, når det gælder hjælp til psykisk syge.

Flere og flere udvikler psykiske lidelser i en stadig yngre alder. Helt grelt står det til, hvis vi ser på de behandlingsvilkår spiseforstyrrede har. Spiseforstyrrelser som bulimi, anoreksi og Binge Eating Disorders (BED) betragtes som psykiatriske lidelser. Ikke desto mindre er det alvorlige fysiske symptomer, der invaliderer og i værste fald tager livet af patienterne, hvis patienterne ikke selv har gjort det for inden. Selvmordsprocenten blandt spiseforstyrrede er højere end for andre psykiske lidelser. Spiseforstyrrelser udvikles hovedsagelig blandt børn og unge, men flere og flere voksne rammes nu også.

Konsekvenserne af den udbredte fejl - eller underbehandling af de spiseforstyrrede har i årevis haft katastrofale menneskelige omkostninger, ligesom det samfundsøkonomisk er ressourcespild, at unge mennesker i en alder, hvor de skal udvikle sig som mennesker og gennemføre uddannelser og stifte familie, i stedet for at få målrettet behandling med helbredelse som mål fastholdes i årelange patient- og klientforløb, hvor de "uddannes" til evige kontanthjælpsmodtagere.

Specielt oprørende er det at være vidne til, at den største gruppe af spiseforstyrrede bulimi og BED-patienter modtager en endnu ringere behandling end anoreksipatienter - hvorfor? Jo - når vi taler om anoreksipatienten, kan næsten enhver se og forstå, at hvis man er så tynd, at man er ved at knække over på midten, så er der nok noget galt - og vi kan jo ikke have, at patienter dør af sult og falder om på gaden.

Så på et eller andet tidspunkt vil alle tage anoreksipatienten alvorligt.

Nogle gange går der dog også her for lang tid.

 

Vi skal tage sygdommen alvorligt

Men drejer det sig om den talrige mængde af fx. bulimi-patienter, så bliver det hele åbenbart sværere at forstå. For "de ser jo godt ud" og ergo "kan de jo ikke være syge, når de ikke er så tynde" - lyder det ofte til patienten fra behandlere. Det kræver en avanceret humor at forholde sig til logikken.

Sandheden er, at både bulimi og BED er livsfarlige sygdomme med ikke "blot" alvorlige psykiske og sociale, men også fysiske konsekvenser som man kan dø af.

Den officielle succesrate for behandling af spiseforstyrrelser er ufattelig dårlig, ligeledes den forebyggende indsats. Det skyldes ikke bare manglende viden og forståelse for sygdommene, men også politisk uvilje mod at tage ansvar og samarbejde for at hjælpe og især helbrede patienterne.

Denne manglende viden og politiske uvilje har konkret manifesteret sig i, at tusinder af børn, unge og voksne forhindres i at benytte den alt for længe ventede ventelistegaranti til psykisk syge, som omsider blev indført sidste år. Hvorfor? Absurditeten vil ingen ende tage: regionernes begrundelse for ikke at ville hjælpe og henvise f.eks. alvorlige syge bulimi-patienter i grad 3, 4 og 5 til dag- eller døgnbehandling på Kildehøj, (som gennem en årrække har specialiseret sig i behandling af netop disse patienter) er angiveligt, at der intet officielt målrettet dag- eller døgnbehandlingstilbud eksisterer i det offentlige og DERFOR må patienter ikke komme videre til det privat (her taler vi i øvrigt om den del af det private, som er godkendt af Danske Regioner til samarbejdspartner) for at blive helbredt.

 

Man kan sagtens optimere behandlingspakkerne

For at det hele ligesom skal glide lettere ned og det vanvittige ikke bliver for åbenlyst har man dog tilbudt en "behandlingspakke" med enten 25 eller 35 timer fordelt på mellem 7 og 14 måneder til bulimipatienter, som kan være så medtaget af deres sygdom, at de ikke magter arbejde, uddannelse og familieliv, fordi deres krop er ved at falde sammen og blive ødelagt indefra. Fordi man ikke umiddelbart kan se, at patientens tænder måske er ætset op, mavetarmkanalen blødende, elektrolytbalancen forstyrret, alvorlig hjerteforstyrrelse, hjernens biokemi stresset som en narkomans, vælger man at ignorere behandlingsbehov og indlægger først patienterne, når de er "akutte".

Forholdene for BED-patienter er ligeså urimelige. Denne praksis er  for øvrigt helt imod Sundhedsstyrelsens fornuftige retningslinjer.  Hvordan mon en alvorlig syg kræftpatient ville have det psykisk, hvis de blot, fordi de så godt ud eller ikke var så tynde, skulle "spises af" med gruppeterapi i 25 timer fordelt på 30 uger!? Nej vel!

  • Hvor svært kan det være at indse, at bulimi og BED-patienter har ret til behandling og helbredelse der hvor det er muligt?
  •  Hvor svært kan de være at indse, at dagens patienter er velinformerede individer, der ønsker at deres skattepenge følger dem til den behandling, de ønsker og som bedst og hurtigt hjælper dem?
  • Hvor svært kan det være at indse, at det ikke blot skal være de rige, der får mulighed for helbredelse?
  •  Hvor svært kan det være at indse, at det kan BETALE SIG at bruge en brøkdel af budgettet på 6 milliarder kroner til målrettet behandling af bulimi og BED-patienter?
  • Hvor svært kan det være at acceptere, at fordi man ikke selv har gode behandlingsresultater, kan og skal patienterne ikke hindres i at komme videre, der hvor erfaring og muligheder er til stede?
  • Hvor svært kan det være at indse, at det er for dyrt at vente til sidste øjeblik?
  • Hvor svært kan det være at indse, at man kan være alvorlig syg uden at man kan se det?
  •  Hvor svært kan det være at indse, at den fornuftige tankegang med "step care" misbruges på det skammeligste?
  • Hvor svært kan det være at indse, at det aldrig er for tidligt at gribe ind, men at det let kan blive for sent?