Børn og unge på dødslister
Det lyder slemt. Det er det også!.
En stadig større gruppe af vore mest ressourcefulde borgere rammes i en stadig yngre alder af en alvorlig psykisk (og somatisk livstruende) sygdom, som en spiseforstyrrelse kan blive - og desværre alt for ofte er.
Spiseforstyrrelser dækker over flere lidelser, men fælles for lidelserne er, at hvis patienten ikke i tide modtager kvalificeret hjælp og behandling, kan det resultere i døden. De fysiske og psykiske skader af ikke at få intensiv behandling i tide kan være så invaliderende, at patienterne - hvis de ikke er døde inden - i en alder af f.eks. 30 år førtidspensioneres.
Nogle patienter vælger en anden løsning: De tager deres liv. Selvmordsraten hos spiseforstyrrede er blandt de højeste i landet - og det kan man godt forstå: Der er ikke kvalificerede behandlingstilbud nok til de spiseforstyrrede. Og de spiseforstyrrede behandles ikke hurtigt og målrettet nok.
Af frygt for at "overbehandle" de spiseforstyrrede ses en stigende tendens til at underbehandle dem. Dvs. man (mis)bruger "step by step" behandlingsmodellen til et legitimere de alt for få eksisterende kvalificerede behandlingstilbud. Step by step konceptet er i sig selv fornuftigt nok og går på, at man med lavest mulig indgriben skal prøve at få det bedst mulige resultat. Man kan høre behandlere i ramme alvor udtale: "Man skal jo ikke skyde gråspurve med kanonkugler". Nogle patienter - især mennesker med bulimi - ser også forbløffende nok (for det utrænede øje) "godt ud", så de kan da "ikke være så syge"!?! "Et ambulant behandlingstilbud må da være nok", mener nogle "eksperter".
Når patienter i årevis har afprøvet det ene ambulante tilbud efter det andet. Når deres indre organer har taget skade. Når der er hjerteforstyrrelser; skader på tarmkanal og når spiserør er ødelagt af syreangreb samt tænder er bortætset. Når skolegang/studier er afbrudt. Når kæreste og familie er faldet fra (evt. løbet skrigende bort i afmagt), så begynder det mildest taget at blive "usmageligt" at tale om frygt for overbehandling. Hvad med at kalde en spade for en spade: Måske handler det mere om frygt hos behandlerne for at samarbejde og frygt for at "miste" patienter til konkurrent/samarbejdspartner? Og manglende erkendelse af egne faglige begrænsninger. Så hellere genhenvise patienten til allerede afprøvede effektløse ambulante behandlingstilbud ... eller placere dem på lange ventelister, hvor de så kan vente sig ihjel.
Alvorligt syge patienter skal ikke placeres på dødslister og vente sig ihjel. De skal behandles. De har krav på ordentlig behandling og samfundet har pligt til at bruge eksisterende ressourcer - uanset hvor de findes - for at hjælpe patienten bedst muligt.
Specielt børn og unge, men også "ældre" ( f.eks. en moder på 28 år med to små børn!) skal hurtigst mulig modtage intensiv behandling. Mennesker - børn og unge i særdeleshed - kan ikke tåle at sulte eller være underernærede i ret lang tid uden at tage skade på krop og sjæl.
En spiseforstyrrelse kan starte som en "uheldig adfærd" eller overvejende psykisk lidelse, men manglende hurtigt, målrettet behandling kan forværre sygdommen, så den udvikler sig til en mere og mere akut livstruende fysisk behandlingskrævende sygdom. Her er det meningsløst at henvise til ambulant behandling, bostøttetilbud eller placere børn og unge på ventelister til nødvendig hospitalsbehandling.
Hvordan løses problemet og hvordan redder vi de unges liv?
Først og fremmest prioritering af en forebyggende tværfaglig indsats, hvor ikke blot tidlig risikoopsporing bliver mulig, men også en udvikling af et miljø, som ikke - som nu - fremmer udvikling af denne selvdestruktive sygdomsadfærd. Vi har allerede viden nok på dette område til en effektiv forebyggende indsats, men konsekvenserne i form af ændring og handling sker blot ikke. Hvorfor ikke?
Dernæst bør der ske en afskaffelse af ventelister. Jo hurtigere patienten (og ikke blot patienter med anoreksi) kommer i relevant målrettet ambulant behandling, jo mindre behov for ventelister til hospitalsbehandling. Dertil kræves opkvalifikation af behandleren og en viden om egne faglige begrænsninger samt vilje til at henvise og samarbejde vil her hjælpe patienten gevaldigt.Når behovet for hospitalsbehandling er tilstede: Vilje og evne til hurtigt at agere og samarbejde med andre hospitalsafdelinger (dér hvor ventelister er afskaffet eller kortere!).
Udover samarbejde og fleksibilitet kræves bedre koordinering og bedre ledelse. Dette koster ikke noget, tværtimod udnyttes de eksisterende ressourcer. Når der er problemer, er det sjældent flere penge, der løser problemet, men derimod bedre koordinering, samarbejde og ledelse. Kort sagt: Ved at afskaffe dødslisten, er der flere penge at spare og menneskeliv der reddes.
Håb forude:
Kildehøj har med sin eksistens (fra 2005), - sit arbejde for patientrettigheder og dets behandlingstilbud til mennesker med bulimi, overspisning og anoreksi samt diverse personlighedsforstyrrelser, som det første privathospital og videnscenter på området været igangsætter til det paradigmeskift, vi i dag er vidne til hvad angår syn på og behandling til psykiatriske patienter og deres mulighed for at blive omfattet af ventelistegaranti.
Rachel Santini
