Spiseforstyrrelser i samfundsmæssigt perspektiv
En voksende del af vore mest ressourcefulde samfundsborgere - børn, unge og voksne - rammes af stress, mistrivsel og spiseforstyrrelser. De er i fare for at ende som unge invalidepensionister, før livet har givet dem en chance - eller som kroniske bistandsklienter, hvis de da ikke forinden har taget deres eget liv. Det er uacceptabelt og en menneskelig og samfundsøkonomisk katastrofe.
I øjeblikket er der alt for få kvalificerede forebyggelses-, behandlings- og efterværnstilbud til denne eksplosivt voksende gruppe af klienter. Talmæssigt overgår de både kræft og hjertekarlidelser.
Spiseforstyrrelser vil blive det 21. århundredes mest alvorlige livsstilssygdom, hvis vi ikke griber ind og samarbejder nu. Det er allerede en af de sygdomme, som foruden alvorlige fysiske konsekvenser har flest alvorlige socialpsykologiske og økonomiske følgevirkninger både for den enkelte patient, dennes familie og samfundet som et hele. Derfor har KILDEHØJ nu etableret professionel hjælp specielt for den voksende gruppe af bulimikere, overspisere og andre med en madmisbrugsrelateret lidelse.
De fysiske rammer vi på Kildehøj har skabt, muliggør sammen med vort behandlingskoncept en atmosfære, hvor personlig udvikling og positive livsstilsændringer er mulige.
Aktuelle tilgængelige tal tyder på, at under 50 % af de spiseforstyrrede behandlede danske patienter helbredes. Det skyldes først og fremmest dårlige behandlingstilbud. Tilbagefalfd sker alt for ofte - selv for de såkaldt helbredte. Kildehøj ser det som vor opgave at bedre disse tal. I denne proces er det af afgørende betydning, at det bedste inden for det offentlige og private samarbejder om at løse denne vigtige opgave.
Rachel Santini
Børn og unge på dødslister
Flere og flere børn og unge samt voksne udvikler spiseforstyrrelser.
En stadig større gruppe af vore mest ressourcefulde borgere rammes i en stadig yngre alder af en alvorlig psykisk (og somatisk livstruende) sygdom, som en spiseforstyrrelse kan blive - og desværre alt for ofte er.
Spiseforstyrrelser dækker over flere lidelser, men fælles for lidelserne er, at hvis patienten ikke i tide modtager kvalificeret hjælp og behandling, kan det resultere i døden. De fysiske og psykiske skader af ikke at få intensiv behandling i tide kan være så invaliderende, at patienterne - hvis de ikke er døde inden - i en alder af f.eks. 30 år førtidspensioneres.
Nogle patienter vælger en anden løsning: De tager deres liv. Selvmordsraten hos spiseforstyrrede er blandt de højeste i landet - og det kan man godt forstå: Der er ikke kvalificerede behandlingstilbud nok til de spiseforstyrrede. Og de spiseforstyrrede behandles ikke hurtigt og målrettet nok.
Misbrug af stepped care modellen
Af frygt for at "overbehandle" de spiseforstyrrede ses en stigende tendens til at underbehandle dem. Dvs. man (mis)bruger behandlingsmodellen til et legitimere de alt for få eksisterende kvalificerede behandlingstilbud. Step by step konceptet er i sig selv fornuftigt nok og går på, at man med lavest mulig indgriben skal prøve at få det bedst mulige resultat.
Man kan høre behandlere i ramme alvor udtale: "Man skal jo ikke skyde gråspurve med kanonkugler". Nogle patienter - især mennesker med bulimi - ser også forbløffende nok (for det utrænede øje) "godt ud", så de kan da "ikke være så syge"!?! får de at vide. "Et ambulant behandlingstilbud må da være nok", mener nogle "eksperter".
Når patienter i årevis har afprøvet det ene ambulante tilbud efter det andet, når deres indre organer har taget skade, når der er hjerteforstyrrelser; skader på tarmkanal og når spiserør er ødelagt af syreangreb samt tænder er bortætset, så er det akut. Når skolegang/studier er afbrudt, når kæreste og familie er faldet fra (evt. løbet skrigende vøk - så er det sidste udkald og kan blive for sent). Så begynder det mildest taget at blive "usmageligt" at tale om frygt for overbehandling. Hvad med at kalde en spade for en spade:
Måske handler det mere om frygt hos behandlerne for at samarbejde og frygt for at "miste" patienter til konkurrent/samarbejdspartner? Og manglende erkendelse af egne faglige begrænsninger. Så hellere genhenvise patienten til allerede afprøvede effektløse ambulante behandlingstilbud ... eller placere dem på lange ventelister, hvor de så kan vente sig ihjel.
Spiseforstyrelser kræver ordentlig behandling og afskaffelse af "dødslister" (læs: lange ventelister)
Alvorligt syge patienter skal ikke placeres på dødslister og vente sig ihjel. De skal behandles. De har krav på ordentlig behandling og samfundet har pligt til at bruge eksisterende ressourcer - uanset hvor de findes - for at hjælpe patienten bedst muligt.
Specielt børn og unge, men også "ældre" ( f.eks. en moder på 28 år med to små børn!) skal hurtigst mulig modtage intensiv behandling. Mennesker - børn og unge i særdeleshed - kan ikke tåle at sulte eller være underernærede i ret lang tid uden at tage skade på krop og sjæl.
En spiseforstyrrelse kan starte som en "uheldig adfærd" eller med basis i psykiske problemer, men manglende hurtig, målrettet behandling kan forværre sygdommen, så den udvikler sig til en mere og mere akut livstruende fysisk behandlingskrævende sygdom. Her er det meningsløst at henvise til ambulant behandling, bostøttetilbud eller placere børn og unge på ventelister til nødvendig hospitalsbehandling. Her kan du læse mere om de former for spiseforstyrrelser, vi behandler.
Hvordan løses problemet, og hvordan redder vi de unges liv?
Først og fremmest prioritering af en forebyggende tværfaglig indsats, hvor ikke blot tidlig risikoopsporing bliver mulig, men også en udvikling af et miljø, som ikke - som nu - fremmer udvikling af denne selvdestruktive sygdomsadfærd. Vi har allerede viden nok på dette område til en effektiv forebyggende indsats, men konsekvenserne i form af ændring og handling sker blot ikke. Hvorfor ikke?
Dernæst bør der ske en afskaffelse af ventelister. Jo hurtigere patienten (og ikke blot patienter med anoreksi) kommer i relevant målrettet behandling, jo hurtigere kommer de tilbage til livet. Dertil kræves opkvalifikation af behandleren og en viden om egne faglige begrænsninger samt vilje til at henvise og samarbejde.
Udover samarbejde og fleksibilitet kræves bedre koordinering og bedre ledelse. Dette koster ikke noget, tværtimod udnyttes de eksisterende ressourcer. Når der er problemer, er det sjældent flere penge, der løser problemet, men derimod bedre koordinering, samarbejde og ledelse. Kort sagt: Ved at afskaffe dødslisterne, er der flere penge at spare og menneskeliv der reddes.
Håb forude:
Kildehøj har med sin eksistens (fra 2005), - sit arbejde for patientrettigheder og dets behandlingstilbud til mennesker med bulimi, overspisning og anoreksi samt diverse personlighedsforstyrrelser, som det første privathospital og videnscenter på området været igangsætter til det paradigmeskift, vi i dag er vidne til, hvad angår syn på og behandling til psykiatriske patienter og deres mulighed for at blive omfattet af ventelistegaranti.
Rachel Santini
Det er ikke altid behandling fører til helbredelse - nogle gange medfører det psykiske og fysiske forværringer, som f.eks. når behandleren ikke kender egen faglig begrænsning, men fastholder patienten i lang effektløs behandling, eller når behandlerne misbruger stepped care modellen til ambulant at underbehandle længere ind i sygdommen - eller ind i døden.
Step by step modellen bliver misbrugt: Hvor lang tid kan patienten udholde en behandling, hvor der ikke konstateres både psykisk og fysisk bedring? Her "læger tiden ikke alle sår" - tværtimod. Det er menneskeligt dyrt, når behandlerne fastholder patienterne i effektløse forløb og skal gøre sig erfaringer på patienternes bekostning.
Ovenstående situation ser Kildehøj alt for hyppigt eksempler på, når vi visiterer nye patienter. Et godt råd til patienterne for at mindske risikoen for at deltage i behandling, der ikke rykker væsentligt ved sygdommen, er at spørge ind til: Hvori behandlingen består. Tidsrammer. Hvilken effekt og resultat man(behandleren) forventer. Hvordan man måler effekten af behandlingen. Hvad man gør, hvis behandlingen ikke viser sig effektfuld i forhold til de aftalte delmål og mål, som klart fra start bør aftales og nedskrives med kopi til patienten.
Rachel Santini